Lystrupmindevej 20, 8654 Bryrup, Danmark
FRED OG IDYL – BOGSTAVELIG TALT
SYD FOR SILKEBORG – I STORSLÅET NATUR
HØJE BAKKER – DYBE KLØFTER – RISLENDE Å-LØB
GAMMELT KAMPESTENSHUS MED STRÅTAG
86.990 KVM REN NATUR I TOTAL STILHED
Her er tale om en helt speciel ejendom / beliggenhed. Ejendommen er beliggende ikke langt fra Bryrup lidt syd for Silkeborg i en helt fantastisk natur. Meget kuperet terræn med både skov og åbne vidder – og ikke mindst – Lystrup Å der snoer sig gennem grundstykket.
Overalt på grunden kan man høre den stille rislen fra Lystrup Å, og det emmer af en idyl, som man kun sjældent oplever i Danmark. De høje bakker er beklædt med træer, og det let kuperede terræn ved den meget lange indkørsel ligger mere åbent med bl.a. lyng.
Indkørslen på Lystrupmindevej findes ikke langt fra naturskolen, hvor Lystrup Å krydser Lystrupmindevej. Her bevæger man sig ca. 300 m gennem et let kuperet og halvåbent lyngbeklædt terræn langs med Lystrup Å. Efter ca. 300 m går vejen ned i kløften, hvor den krydser Lystrup Å. Her oplever man en herlig og temmelig højlydt rislen og brusen fra Lystrup Å. Der er et stort fald i åløbet umiddelbart før ejendommen, hvilket giver den helt fantastiske oplevelse på netop dette sted. Efter åen stiger vejen igen kraftigt, og man kommer op til huset.
Huset er opført i store flotte kampesten og er med stråtag. Overfor huset er opført en garage i samme byggestil. Stråtaget er skiftet på huset i år 2003 og på garagen i år 2012, og fremtræder i fin stand. Huset er beliggende på et højdepunkt, hvor Lystrup Å stort set løber hele vejen rundt om bygningen, og man har foran huset en fantastisk udsigt til hele å-løbet med de meget høje bakker i baggrunden.
Bag huset findes et stort område med mere åbent terræn. Fra denne baghave findes både høje skråninger ned til åen og på samme måde høje skråninger mod toppen af skovområdet. For jagtinteresserede findes der masser af råvildt på ejendommen / i området.
Huset er indvendigt bevaret i gammel stil – her er ikke fyldt op med moderne luksus, men det emmer af hygge og rigtig sommerhus-afslapning. Huset er indrettet med entré, 3 soveværelser med plads til dobbeltsenge, en stort stue med brændeovn, køkken med god plads og udgang til haven og et toilet. Der er lagt elektrisk gulvvarme på toilettet. Opvarmningen er med elvarme og brændeovn.
Compare listings
Compare